Hvad tænker du om folkeskolepolitik generelt?

Jeg er rigtig ked af vores skolers stand her i Ballerup. Jeg oplever desværre skolerne indefra som værende slidte og misligholdte, og jeg tror dette smitter af på elevernes indlæringsparathed.

Jeg ved dette ikke direkte har noget med skolepolitikken at gøre, men så alligevel. Hvis stedet du skal opholde dig så mange år, og i så mange timer, stadig rummer samme interiør, farver og udstyr som dine forældre brugte, så kan jeg godt forstå der vælges fra.

Vores politik her i Ballerup har desværre også betydet at en del har søgt over til privatskoler, både fordi eleverne ikke fik god nok, eller udfordrende nok undervisning, eller fordi skolernes rammer medførte meget urolige klasser. Det er da ærgerligt! Vi har lærere der er engagerede, fagligt dygtige og fremsynede, og de skal da støttes i deres arbejde. Så lad os blive ved med at se på forbedringer i tiden fremefter.

Der er jo indgået et bredt forlig omkring strukturen, og forliget alle (vist på nær Enhedslisten) var med i bør have tid til at komme til at fungere. Jeg tænker at vi skal følge hvorledes vores skoler udvikler sig, vi skal sikre vores elever over en bred kam bliver dygtigere, og vi skal gøre indsatser der hvor dette er udfordret.

 

(dette blog indlæg er resultatet af en førstegangsvælgers fantastiske spørgsmål til mig som kandidat – og dermed også en chance for mig til at rent faktisk formulere mig om dette)